Ringe Kogræsser Laug

Ringe Kogræsser Laug

Hjem Pasning Tilsyn af fold og dyr
Tilsyn af fold og dyr PDF Udskriv Email
Skrevet af Lars   
Tirsdag, 01. april 2008 23:15
Danmarks Naturfredningsforening har udarbejdet en vejledning - download PDF udgaven her

Nedenstående vejledning er i vid udstrækning kopieret fra Sundby Kogræsserforening, men tilpasset forholdene hos os.

SÅDAN FOREGÅR EN VAGT:

Start med at læse logbogen, som findes her på hjemmesiden.

Checkliste

Flg. punkter skal checkes dagligt:

  1. Check at der er spænding på hegnet (mindst 5 KV - brug spændingsmåler)
  2. Check vandstand i vandtruget - fyld det op.
  3. Check at alle dyr er inden for hegnet, og at de ser ud til at have det godt

 

Flg. punkter skal checkes mindst en gang ugentligt (aftal indbyrdes på vagtholdet, hvem der udfører):

  1. Tøm vandtruget og rens/spul det inden det fyldes op igen
  2. Slå under hegn de steder der trænger. Vær især opmærksom på ydersiden af hegnet.

Rapportering

Husk altid at skrive i logbogen, at du har været der, også selvom alt er OK …!

Det er via denne logbog, at du giver besked til de vagter, der kommer de følgende dage – hvis der er nogen beskeder at give.

 

Uddybende vejledninger til ovenstående punkter

1. Gå en tur rundt om folden og tjek om hegnet ser OK ud (bemærk at en del pinde alene har til formål at holde trådene adskilt, dvs. ikke sidder fast i jorden)

2. Er der strøm i hegnet? Med spændingstesteren, som findes i affaldsstativet, skal der kunne måles MINIMUM 5 KV - helst 7 KV. Læs evt. disse to små historier i logbogen 2010: 15. maj og 16. maj.
Konstaterer du, at der ikke er spænding nok, kan du læse mere om spændingsgiveren her.

Det er EKSTREMT vigtigt, at der ALTID er spænding på hegnet - erfaringerne viser med al (u)ønskelig tydelighed, at dyrene meget hurtigt fornemmer, når der ikke er strøm på!

 

3. Er vandbaljen fuld? Hvis ikke skal den fyldes vha. vandslangen, som ligger lige uden for hegnet - forhåbentlig finder vi en løsning på problemet med flydeventilen - vi skal have reduceret vandtrykket, så flydeventilen kan komme til at virke.

4. Der må ikke være alger eller andet skidt i vandet – hvis der er, skal det fjernes.
Vandet skal være friskt og appetitligt. (Der må dog gerne svømme lidt smådyr rundt).

5. Der skal jævnligt slås græs m.m. under hegnet, så vi altid har strøm på hegnet. Det er især langs de levende hegn, at risikoen for afledning af strøm er størst (brændenælder, der hænger ind på hegnet i regnvejr, nedhængende grene, som rører den øverste tråd). Brug leen, som hænger i affaldsstativet. Langs de levende hegn og skoven skal der være frit ca. 1 meter uden for hegnet, så f.eks. brændenælder ikke vælter ind over hegnet i regnvejr.

Konstaterer du problemer, du ikke selv kan håndtere på stedet, skriver du det her i logbogen samt kontakter tilkaldeholdet (bestyrelsen) – se andetsteds her på hjemmesiden.

 

Foder (har vi ikke endnu)

Meningen med den daglige portion foder er at gøre dyrene tamme og fortrolige med os – og fordi de skal lære, at et bestemt signal betyder mad (kan så bruges, hvis de slipper ud eller skal indfanges til slagtning osv).
Som det blev sagt på kursusdagen: Køer har en lille hjerne, men en stor mave…!
Indtil de selv automatisk kommer til fodertruget, kræves der lidt ekstra indsats…
Man må godt selv medbringe æbler og brød (uden mug!) – og ikke for meget! - og haveaffald er strengt forbudt!

Et tip fra Kirstine i Sundby Kogræsserforening: Jeg kan huske fra min bondebaggrund, at om aftenen er kvierne kåde og nysgerrige. Altså når vommen er fyldt, så er der overskud til leg. Især efter en varm sommerdag, så er der køligt og fugtigt om aftenen, det kan de godt li'. Og så skal man holde hånden frem og lade koen snuse. Men man må ikke gå frem, det er koen der skal komme til dig, altså is i maven: stå stille som en klippe med hånden fremme. Til sidst snuser koen til hånden og rører den, for den er så ubeskrivelig nysgerrig, at den kan ikke lade være. Så er der adgang til lidt forsigtig kæl, men hele tiden rolige bevægelser - en eneste hurtig bevægelse, så bliver de skræmt og så er hele flokken væk. Så kan man starte forfra. Men de gider kun, når de er mætte, og ikke har travlt med at græsse. Efterhånden som de får smag for mundgodt, vil de komme løbende til hver en tid.

 

1. Foderet er i det aflagte affaldsstativ i det levende hegn midt på den sydlige langside, hvor elhegnet krydser det levende hegn.
Hæld ca. 4 liter i vaskebaljen og tag kæppen med (når sækken er ved at være tom kontaktes Kim på tlf. ??? eller Morten på tlf. ???)

2. Gå ind til dyrene – bank med kæppen på baljen, så de vænner sig til, at denne lyd betyder slik… Evt. kan du gå til fodertruget og banke på det.

3. Du skal nu så vidt muligt komme tæt på dyrene i forbindelse med at de får foderet: Du kan enten vælge

  • at håndfodre dyrene (i starten er de måske sky, men så sæt baljen tæt ved dem og gå lidt væk – gå tilbage igen og flyt baljen osv)
  • at få dyrene til at gå til fodertruget, og så hælde en portion op til hver af dem, så de kan spise samtidigt – samtidigt med at man klapper dem.


4. Tag balje og kæp med tilbage og læg det i affaldsstativet.

 

 

Dyrene

1. Tæl dyrene – der skal være 8 (de kan være svære at få øje på, når de ligger ned i det høje græs, så vent med at slå alarm til du er sikker!)

2. Ser de raske ud? - Går de fredeligt rundt og græsser – eller ligger fredsommeligt og tygger drøv – så har de det formentlig fint. Vær generelt opmærksom på afvigende adfærd.
De kan have parasitter, orm eller skader, hvilket kan aflæses af forskellige symptomer:
Du kan ikke tjekke dem, mens de ligger ned – du skal også have dem op at stå….

3. Går eller ligger nogen dyr for sig selv – eller går langsomt?

4. De skal strække sig, når de rejser sig op – opfører nogen sig anderledes?

5. Er der nogen, der hoster?

6. Er der nogen, der har tynd mave? (= meget kolort ned ad bagkroppen)

7. Er der nogen, der halter eller har klove, der ser inficerede ud?

8. Er der nogen, der har sår på ben, hoved eller kroppen?

 

Konstaterer du problemer eller mistanke herom, skrives det i logbogen, så næste vagt kan kigge særligt efter – husk at notere tyrens øre-nummer.

Hvis det er mere end en mistanke, bedes du kontakte en person fra bestyrelsen.


Senest opdateret: Torsdag, 09. september 2010 16:49